NIKE ESK 533
3. batteri/Flyverdetachement 533/Eskadrille 533/Flyvestation Sigerslev.
3. batteri fik hjemsted på Stevns. Ekspropriation og opmåling for raketbatteri Sigerslev blev indledt i 1956. Det første spadestik for anlæggelsen af Ildlederområdet først (IFC) senere (FCA) ved Flagbanke syd for Mandehoved (navnet kommer af at klinten indtil år 1868 havde form som et mandshoved) og Afskydningsområde (LCA) syd for gården Louisenborg længere inde mod Store Heddinge blev det andet taget den 1. oktober 1958.
I foråret 1959 påbegyndtes opførelsen af kasernen med indkvartering, kostforplejning og garage nord for IFC. De 2 operative områder (7,6 ha) var på det nærmeste færdiggjort, da materiellet ankom. Her var det også teltlivet, der i starten var det fremherskende, indtil kaserneområdet blev indviet i februar 1961. Senere fulgte udbygningen med et garageområde. Det var så her i radarområdet, at personellet ved hjælp af transportkasserne fra raketterne og andet materiel havde bygget opholdsfaciliteter og kontorer til delingsfører og teknisk leder, et ”selvbyggeri” der holdt i mange år.
Eskadrillen blev nedlagt 28 FEB 1983
Farvel til NIKE systemet.
Den 23. november 1979 forelå Forsvarskommandoen (FKO) oplæg til den kommende forsvarsordning, heri var det klart, at NIKE skulle nedlægges . Første halvdel af beslutningen blev offentliggjort ved skrivelse fra FKO, her var det besluttet en parvis nedlæggelse af de 4 NIKE ESK således , at de 2 første – ESK 531 og 532 – udgik af operativt beredskab pr 1. juli 1981 og blev afviklet i løbet af 1981.
Ved FKO-skrivelse af 23 JUN 1982 meddelte FKO, at nu forelå en tidsplan for nedlæggelse af de resterende NIKE ESK med støttestruktur. ESK 533 og 534 skulle udgå af operativt beredskab pr. 30 DEC 1982 med efterfølgende afvikling af NIKE materiellet m.v., hvorefter enhederne kunne nedlægges pr. 28. FEB 1983.
Det endeligt farvel til NIKE i Danmark blev markeret ved en parade på Flyvestation Skalstrup 1. marts 1983, kl. 1000.
Chefen for Luftværnsgruppen oberst B. Rasmussen bød velkommen og ridsede NIKE´s historie op med start fra februar 1959 og rettede en tak til personellet for godt arbejde. Den næste på talerstolen var inspektøren for Flyvevåbnet , generalmajor P. Thorsen, der fremhævede især den fremragende indsats ydet gennem de 22 år NIKE systemet havde indgået i det danske luftforsvarsberedskab. Generalmajoren sluttede med at udtale “et godt system afløses af et mere moderne system til gavn for det danske luftforsvar”, nemlig HAWK.
Derefter var det chefen for Flyvematerielkommandoen, generalmajor J. Skjødt, der især fremhævede det effektive bidrag til luftforsvaret i Danmark, som HAWK kunde yde og ønskede LVG til lykke med det nye materiel. Hvorefter NIKE missilernes æra i Danmark var slut.
Uddrag fra bogen om NIKE).