HAWK SYSTEMETS HISTORIE.

Af major Kaj Larsen

         Den oprindelige betegnelse for systemet var henført til rovfuglen høgen på engelsk hawk. Senere kom forkortelsen HAWK til at stå for Homing All the Way and Kill. HAWK systemet blev udviklet som et ”low-to-medium-altitude surface-to-air missile system”. Udviklingen af dette system startede i 1952, hvor US Army så i juli 1954 tildelte Raytheon en komplet udviklingskontrakt for missilet. Northrop fik kontrakt påudvikling og fremstilling af radarer, ildledelsessystem, launcher og loader. Den første styrede testaffyring blev foretaget i juni 1956, hvor udviklingsfasen afsluttedes i juli 1957. Den indledende operationsduelighed af HAWK systemet fandt sted i august 1960, hvor den første US Army bataljon blev aktiveret.
Allerede i 1959 blev der underskrevet en NATO HAWK aftale imellem Frankrig, Italien, Holland, Belgien, Tyskland og USA om medproduktion i Europa. 

RAKETLUFTFORSVARET.

I det efterfølgende vil udtrykket ”missil” blive anvendt i størst mulig udstrækning, men som enhed vil ”raket” blive brugt, idet det var den anvendte betegnelse i forsvaret En raket er ustyret og flyver ballistisk, mens et missil er styret efter affyringen.

Da USA i 1961 som våbenhjælp tilbød Danmark nyfremstillet HAWK materiel til 4 enheder, mod at Danmark tilvejebragte personellet og betalte driftsudgifterne, accep-terede det danske forsvar dette tilbud. HAWK materiellet som Danmark skulle have, var noget af det materiel, der var fremstillet i Europa.

 NIKE enhederne var i de første år organiseret i 10. Luftværnsafdeling under Sjællandske Luftværnsregiment. Da det blev besluttet, at raketluftforsvaret skulle overføres til Flyvevåbnet (FLV) den 2. juli 1962, blev der oprettet en ny enhed benævnt Luftværnsgruppen (LVG).

Det var således kort efter at LVG var oprettet, at de første skridt blev taget til at fordoble antallet af raketeskadriller. De 4 NIKE eskadriller (ESK) omkring hovedstadsområdet kunne forsvare det østlige Danmark mod flyangreb fra store og mellemstore højder, samt på lange afstande, men systemets pulsradarer var mindre effektive mod fly i lav højde

HAWK systemet var ved sin anvendelse af dopplerradarer netop i stand til at opdage, følge og nedskyde fly i lav højde og på kortere afstande.

 Vi var på det tidspunkt langt inde i den kolde krig og ingen kunne forudse resultatet af denne. Disse forhold var medvirkende til, at regeringen accepterede anskaffelsen af de 4 HAWK ESK til opstilling i nærheden af NIKE enhederne, og derved afhjælpe NIKEsystemets svagheder mod lavtgående mål.

PLANLÆGNING AF HAWK ANSKAFFELSEN.

 Indledningsvis blev det besluttet, at HAWK systemet skulle indgå i områdeforsvaret af Storkøbenhavn, og dets vigtigste rolle var at supplere og sikre NIKE ESK. HAWK enhederne skulle derfor opstilles i stationære stillinger (sites) i nærheden af NIKE stillingerne.

Det krævede samtidig tilpasning til de topografiske forhold og kravet om, at ekspropriation så vidt muligt skulle undgås. Det afspejledes også i de valgte placeringer, af hvilken kun den sidste nær Tune krævede ekspropriation.

Stabs- og støttefunktioner skulle inkorporeres i de eksisterende funktioner i Avedørelejren.

 De kommende sites skulle etableres på Middelgrundsfortet i Øresund, Birkelundsgårdens areal på Aflandshage på Sydamager, arealet ved Stevns Fyr ved Højerup, Svælgsgårds landbrugsareal ved Tune syd for Roskilde.

 Alle sites skulle NATO fællesfinanceres, men da proceduren herfor var meget kompliceret tog det lang tid inden ansøgningerne udmøntede sig i penge. Spaderne blev derfor først stukket i jorden de 4 steder i sommeren 1966.

 Det var heller ikke nogen let sag at skaffe personel til 4 nye eskadriller med stabs- og støttefunktioner, når der ikke samtidig blev nedlagt andre enheder i FLV. NIKE ESK kunne kun afgive et begrænset antal, da enhederne lå i meget højt beredskab under ”Den kolde Krig” så resten måtte findes andre steder i FLV og enkelte endog ved Hæren og Søværnet.

Derfor var det en meget blandet flok med vidt forskellige forudsætninger, der blev sendt til uddannelse på US Army Air Defense School på Fort Bliss i El Paso, Texas.

Teknikerne med de længstvarende kurser blev sendt af sted som de første i efteråret 1963.  

HAWK MISSILLUFTFORSVARSSYSTEM.

Af oberstløjtnant Peter Lungholt

Allerede 10 år før NIKE blev introduceret i det danske forsvar, havde den amerikanske hær efterlyst et mobilt missilsystem, der kunne imødegå den lavtflyvende trussel. Amerikanske våbenfabrikanter gav sig i kast med opgaven og i 1959 kunne US Army og Marine Corps føje HAWK til deres våbenarsenal i 1959 hhv. 1960.

HAWK bestod i sin oprindelige form af følgende materiel:

Målsøgning.
Til målsøgning (Acquisition) var der ud over den traditionelle pulssøgeradar benævnt PAR efter den engelske betegnelse Pulse Acquisition Radar også en søgeradar, der var baseret på doppler-princippet. Radaren var på engelsk benævnt Continious Wave Acquisition Radar eller i daglig tale CWAR.

 Denne radars særlige fortrin med hensyn til lave mål baseredes på det førnævnte doppler-princip. Det bestod i, at radaren udsendte et kontinuerligt radarsignal med en given bølgefrekvens. Når dette signal blev reflekteret fra en faststående genstand, skete det med en uændret bølgefrekvens. Hvis det bestrålede objekt derimod bevægede sig, ville frekvensen på det reflekterede signal øges eller nedsættes afhængigt af, om den bestrålede genstand nærmede eller fjernede sig fra radaren.

Denne forklaring kan muligvis forekomme en smule dunkel, men for operatøren betød det, at han kunne opdage mål, der fløj i meget lav højde mellem faste genstande.

Identifikation.
Blandt den mængde af fly, der var erkendt via PAR og CWAR kunne der både være neutrale (som eksempelvis passagerfly), venner og fjender. Ud over eller tillige med at identificere sig ved at følge forud fastsatte flyruter, skulle egne og allierede fly identificere sig ved en særlig radiokode, der skiftedes med fastlagte mellemrum. Systemet benævnt IFF/SIF bestod af en radiosender/modtager i både fly og raketeskadrille – for HAWKs vedkommende kørende synkront med PAR. Når et ukendt fly blev erkendt i raketeskadrillen, udsendtes et kodet signal, og blev dette besvaret korrekt, kunne flyet klassificeres som eget/allieret, og opmærksomheden kunne rettes mod andre mål.

Målfølgning/fatning.
Når et mål var erkendt og identificeret som fjendtligt, skulle det følges med henblik på nedskydning. Til dette formål var hver af de danske eskadriller tildelt to stk. High Power Illumination Radar (HIPIR). De oprindelige amerikanske var udstyret med de såkaldte Continious Wave Illumination Radar (CWIR), men denne version var vejet og fundet for let. De danskere, der deltog i den første uddannelse i HAWK i USA blev uddannet på HIPIR, som det var bestemt Danmark skulle have. Mange danske operatører og teknikere stiftede imidlertid bekendtskab med CWIR’en, da man trænede i Tyskland i amerikanske enheder, indtil det danske materiel ankom.

Ud over at følge målet skulle HIPIR også styre missilet mod målet. Kort fortalt fungerede det således: Det signal, der udsendtes af HIPIR senderantenne, blev ikke alene modtaget af HIPIR modtagerantenne, så HIPIR var låst på målet, men også af en antenne, der var indbygget bag missilets glasfiberspids. For at sikre, at et missil havde fat i et reflekteret signal fra sin ”egen” HIPIR modtog missilet tillige et referencesignal fra HIPIR. Når missilet var affyret, søgte det mod refleksionskilden, som var det fjendtlige fly.

Elektroniske modforholdsregler.
De tidligere nævnte radarer var alle udrustet med diverse midler til at imødegå elektronisk krigsførelse fra en aggressor.

Men for at sikre, at der kunne engageres under ekstreme forhold, var der føjet en ekstra radar til, der skulle støtte HIPIR. Det var afstandsradaren Range Only Radar (ROR), som kom i anvendelse, når HIPIR blev udsat for så kraftige elektroniske angreb, at man valgte at lade den følge støjkilden og bestemme gunstigste tidspunkt for affyring af de oplysninger, man kunne få fra ROR.

Afskydningsmateriel.
Til hver HIPIR var knyttet 3 stk. Launcher (LCHR) Disse var elektronisk forbundet med HIPIR via den såkaldte Crew Chief Junction Box. Denne var anbragt således, at der var frit udsyn til LCHR, så man kunne sikre, at der ikke skete utilsiktet afskydning, når der var personel beskæftiget på eller ved udstyret.

Hver LCHR kunne lades med 3 missiler (MSL), og en skudklar ESK havde således 18 MSL klar til skud.Til afskydningsmateriel hørte tillige MSL-pallets, der havde plads til tre stk. klargjorte missiler, som blot skulle flyttes af en af de tre Loaders (LDR) – et lille bæltekøretøj – ned til LCHR.

Styring
Alle operationer lededes fra Battery Control Central (BCC). Her havde den taktiske leder, Tactical Control Officer (TCO) sin plads tillige med de operatører, der var ansvarlige for de forskellige radarer, men herom senere.

HAWK-systemet var som nævn indledningsvis udviklet efter ønske fra US-Army. De hyldede det sunde princip om ild og bevægelse, hvilket for HAWK indebar et ønske om, at halvdelen kunne foretage stillingsskift, mens den anden halvdel fortsat sørgede for luftforsvar. Derfor var Basic HAWK udstyret med en Assault Firing Controle Console (AFCC). Herfra kunne man kontrollere en CWAR og en HIPIR med 3 LCHR. Da man imidlertid ikke havde IFF/SIF tilknyttet, måtte det ikke anvendes i Danmark.

Strøm m.v.
Alt dette udstyr krævede strøm. Til daglig klarede man sig ved kommerciel strøm, der omformes til den spænding og frekvens, udstyret krævede. Men skulle man deployere, måtte generatorerne i brug, og der måtte som minimum 5 til for at operere på fornuftig vis. Generatorer blev også anvendt ved forhøjet beredskab, hvor man ikke kunne basere sig på eksterne strømkilder.

Dertil kom test-udstyr til afprøvning af radarer. Testshop til MSL med tilhørende generator – alt sammen udstyr, der skulle kunne sammenpakkes på kort tid, flyttes, opstilles og gøres skydeklart en gang i døgnet.

Signaludstyr
Ud over det egentlige HAWK udstyr var hver ESK udrustet med 2 radiotrailere og tilhørende maste – og signalmateriel. Det var et krav, at enhederne til stadighed havde forbindelse med LVG kommandocentral samt den myndighed, der styrede indsatsen i luften. Sidstnævnte skete indledningsvis gennem HAWK allocator i Raketoperationscentralen (ROC) senere direkte til Command and Reporting Center (CRC) i Vedbæk.