Radarstation Skagen Historie
Den første radarstation blev oprettet på Skagen allerede i december 1940. Det drejede sig om en tysk kystradarstation, som var placeret helt ude på Grenen.
Da et egentligt kontrol- og varslingssystem blev opbygget i 1942-43, fik også Skagen et omfattende radaranlæg.
Enheden var 2. kompagni af 1. bataljon under Luftnachrichten Regiment 222 i Gedhus ved Karup. De øvrige kompagnier var 1. kompagni i Fræer ved Skørping, 3. kompagni ved Hjardemål og 4. kompagni ved Lyngby nord for Løkken.
Bataljonens operationscentral var placeret sammen med 1. kompagni i Fræer.
Stationen i Skagen havde kaldesignalet SCHAKAL, og den var udrustet med 7 radarer, et såkaldt Ypsilon Gert og et Seeburg Tisch. Da krigen var slut, blev radarstationen hurtigt demonteret og ødelagt, og den indgik således ikke i den beskrevne Exercise Post Mortem.
Da Flyverkommandoen i 1952 skulle træffe beslutning om placeringen af de radarstationer, man forventede at få som våbenhjælp fra U.S.A., blev det hurtigt klart, at en realistisk mulighed i Nordjylland ville være Skagen.
Den 24. november 1952 kunne man i Skagens Avis læse:
“Efter hvad Skagens Avis erfarer, vil Skagen i nær Fremtid blive Garnisonsby, idet Luftvaabnet paatænker at stationere 100 specialuddannede Soldater i Skagen med det formaal at udbygge Radar nettet omkring Grenen, der derefter vil komme til at danne et uundværligt led i hele Lufttrafikken. «
Der kom til at gå godt 3 år, inden Skagens Avis kunne vende tilbage til “historien” om, at Skagen skulle være garnisonsby. Men denne gang var det en kendsgerning.
Flyverkommandoen havde nemlig i en Generel Befaling nr. 3 af 17. januar 1956 bestemt, at Flyverdetachement Skagen skulle oprettes pr. 15 januar 1956.
Og dagen efter kunne Skagens Avis skrive:
“Idag ankom fra Flyvestation Aalborg 30 mand af den styrke på hundrede, som i fremtiden skal stationeres i Skagen. De er foreløbig indkvarteret på Hotel Højengran, som skal huse soldaterne til kasernen, bliver færdig næste aar. Soldaterne vil komme til at præge bybilledet og vil sikkert blive modtaget med venlighed af skagboerne, en venlighed som i hvert fald hos det svage køn vil grænse til begejstring. Hæren vil sikkert blive nødt til at tage defensiven i dette tilfælde!”
Ja tænk, sådan skrev man i 1956.
Den 12. september 1956 kunne man holde rejsegilde på flyvevåbnets kaserne på Jens Winthersvej, og kort før jul tog man kostforplejningen i brug, hvorefter man så småt kunne begynde at flytte ind fra Højengran. Under festlige former blev den smukke kaserne indviet den 16. maj 1957.
Inden den officielle overdragelse fandt sted, marcherede 3. regiments musikkorps og detachementets soldater gennem byen til den nye kaserne, hvor de blev modtaget af de mange indbudte gæster fra forsvaret og fra byen. Forsvarets Bygningstjeneste fik megen ros, fordi kasernen var bygget i røde mursten og med rødt tegltag, så den nærmest lignede en stor trelænget gård, som føjede sig smukt ind i det traditionelle bybillede i Skagen.
Kaptajn T.T. Møller fra bygningstjenesten overdrog kasernen til flyvevåbnet, repræsenteret ved chefen for Flyvestation Aalborg, oberst T.V.G .Nielsen, som bl.a. udtalte håbet om fortsat godt samarbejde mellem flyvevåbnet og Sk19-02-2023agen by. Dermed overdrog han kasernen til Flyverdetachementet, som siden nytår havde haft betegnelsen Flyverdetachement 601. Chefen for detachementet, kaptajnløjtnant E. Jung, gav ordre til, at flaget for første gang blev hejst, og under sædvanlig militær honnør gled det store splitflag til tops, mens militærorkestret spillede “Vaj højt, vaj stolt, vaj frit vort flag”.
De mange ønsker om godt samarbejde mellem flyvevåbnet og byen bar frugt, og snart blev flyverdetachementet et både naturligt og velset element i Skagen. Bortset fra at man var placeret i en gammel tysk bunker, formede radarstationens udvikling sig på mange måder parallelt med Skrydstrups. Man fik indledningsvis en FPS—8 og 2 TPS—10D ligesom de øvrige stationer. Højdefinderne her blev også snart erstattet af FPS-6ere, og søgeradaren blev ligesom Skrydstrups modificeret til FPS—88 og siden udskiftet med en FPS—110.
Som de øvrige radarstationer ændrede også Skagen status fra flyverdetachement til flyvestation den 1. september 1970. Samtidig fik de operative og senere tillige uddannelsesmæssige funktioner under flyvestationen betegnelsen Eskadrille 601.
Ombygningen til NADGE gik særligt stærkt her på Skagen, hvor stationen faktisk allerede den 17. juni 1971 var klar som den første NADGE station i Europa.
Stationens besætning blev reduceret i forbindelse med nedskæringerne i 1982, men da man samtidig overtog den uddannelsesopgave, som hidtil havde påhvilet Flyvestation Kagerup, betød denne nedskæring ikke de store reduktioner for stationen. Kurserne, blev oprettet i.f.m. BALTNET (Baltic Air Surveillance Network), der har til formål at udvikle og oprette et fælles overvågnings-system. Ud over det faglige ved disse kurser var formålet desuden at indføre eleverne i det danske samfund. Både offentlige og private arbejdspladser besøgtes. Siden 1982 har lidt over 3000 elever gennemgået kurser ved skolen.
Den 1. november blev K&V- skolen officielt oprettet i Skagen. Enheden blev benævnt ESK601-U og varetager KVG´s centraliserede operative uddannelser. Endvidere afvikles også dansk-norske kurser for Hjemmeværnet og Søværnet. I slutningen af 1998 gennemførtes, som et led i regeringens Øst samarbejde, et teknisk kursus for elever fra de baltiske lande efterfulgt af yderligere syv - såvel tekniske som operative kurser - i 1999.
På det operative område har ESK 601, som den eneste KVG enhed, siden 1995 deltaget tre "Partnership for Peace" (PfP) øvelser, som er blevet afviklet i det nordtyske luftrum. I forbindelse med øvelserne har GCI-personel fra Tyskland, Sverige, Polen og Finland været tilknyttet Operationsafdelingen. Øvelsen COOPERATIVE JAGUAR som stationen deltog i havde til formål
at træne multinationale styrker i FN-regi.
I november 1995 indgik Flyvematerielkommandoen kontrakt om levering af en 3-d radar til erstatning for den i 1977 anskaffede AN/FPS-110 radar. Valget faldt på Alenia Marconi RAT 31DL, der skulle leveres medio 1998. Pga. ændringer til designet, forårsaget af for ældet datalogi, blev leveringen udskudt til marts 2000. Heller ikke denne leveringstermin kunne overholdes, og først den 21. juni 2002 kom radaren til Skagen. Mange problemer med radaren bevirkede, at den i december 2007 endnu ikke er endelig godkendt til operativ brug. ESK601 blev som den første K&V-enhed udstyret med NADGE UPDATE udstyr. Installationen fandt sted i perioden 28. juni 1999 til 1. november 1999. Forsvarsaftalen af 25. maj 1999 indførte en to-centerstruktur i K&V-systemet. Dette indebar, at ESK601 skulle ændre status til Radarhoved og kaserneområdet skulle afhændes. Den 1. juli 2003 blev Radarhoved Skagen oprettet, nu udelukkende med teknisk bemanding. Den egentlige produktion er at levere radarbillede til CRCKAR. Det operative personel blev overført til Kontrol- og Luftforsvarscenter Vest i Karup. Kaserneområdet på Jens Winthersvej blev pr. 31. december 2003 afhændet til Skagen kommune for 4,7 mio. kroner. Kommunen videresolgte i slutningen af 2005 området til en privat investor, der i marts 2008 begyndte nedrivning af kasernen, og Jens Winthersvej 29 - 31 vil i fremtiden huse et ferie- og kongreshotel.